Jørn Piper mindeord

Ved afsløringen af Jørn Pipers mindesten den 4. november 1994

Af. Arne Jørgensen

Korsør Golfklub er gennem årene blevet hjulpet på vej af mange gode mænd og kvinder!

Så mange, at vi ikke kan begynde at sætte mindesten over dem alle!

Men Jørn Piper var noget helt specielt!

Vi gjorde det værste ved ham, som man gøre ved en landmand!

Vi tog hans jord fra ham – slet ikke det hele, og måske ikke engang det bedste, men i hvert fald det, han holdt mest af!

Jeg skal aldrig glemme mit første møde med ham!

Jeg havde netop været hos Korsørs daværende borgmester med en liste på de første 125 med-lemmer af klubben, og borgmesteren havde givet mig lov til at sætte en meddelelse i avisen om, at Korsør Kommune ville tillade anlægget af en golfbane på Tårnborggårdens jorder.

På Sorø Amtstidendes kontor stod Jørn Piper tilfældigvis, og da han hørte, hvad jeg sagde til journalisten, fik jeg på stedet en kæmpe skideballe!

Jørn Piper var jo stor og bred, og jeg blev ærligt talt noget betænkelig ved den nærmeste fremtid. Vi skulle jo omgås hinanden, enten vi ville eller ej!

Vi så ikke meget til ham i starten, men det varede ikke længe, før han begyndte at kredse om klubhuset og den første par-tre bane i parken, og en dag skulle han lige prøve!!

På dagen for indvielsen af de første ni huller dukkede han op med det endelige tegn på, at han overgav sig – smedejernsstatuen, som nu står foran klubhuset!

Vi havde taget hans jord – men vi havde givet hans liv et nyt indhold, som fyldte ham til hans dødsdag!

Han kaldte engang på Morten Lindberg Mortensen og sagde: ”Morten, kom her og se, jeg kan sgu ikke få regnskabet til at stemme!”

Morten var ikke vant til at blive rodet ind i Pipers regnskaber og var lidt forbeholden, men så sagde Piper: ”Så vidt jeg kan lægge tallene sammen, så har jeg sidste år fanden gale mig brugt flere golf-bolde end jagtpatroner!”

At sige, at Jørn Piper hjalp os, er ikke nogen relevant beskrivelse af hans indsats!

Han adopterede simpelthen golfklubben og kørte med en landmands faglige viden og en natur¬krafts energi løs på og lige durk igennem alle små og store problemer. Vi var aldrig nået så langt, som vi er i dag uden Pipers indsats.

Både Jørn og hans søn Steffen var altid parat, og vi tænkte af og til på, hvordan Gørlev fik deres roer og Carlsberg sin malt, for golfklubben – den fik først og sidst, hvad den havde behov!

Det var sjældent han måtte give op – men det er dog hændt en sjælden gang!

Greenkeeperen havde længe klaget over, at der lå en lille, dum sten foran dametee på niende hul.

”Ikke noget problem”, sagde Piper og rykkede ud med traktoren og en skovl. Han gravede og gravede og fik langt om længe lavet så meget hul omkring stenen, at han kunne lægge en stålvire flere gange om stenen og rundt om bagtøjet på traktoren.

Så steg han til hest og speede op!!

Intet skete!

Så lagde han skærver under baghjulene og steg op igen og gav traktoren alt, hvad den kunne præstere i laveste gear!

Der lød et brag og traktorens forreste del med Piper hængende hen over rattet sprang et par meter frem, mens baghjul, førersæde og gearkassen bagerste halvdel blev stående lænket til stenen!

Jeg ved ikke, om traktoren blev til pænt brug igen, men Piper nævnte aldrig sagen igen!

Stenen ligger der endnu!

Som han havde været og forblev en jæger for Herren, så blev han også en lidenskabelig golf spiller.

Man plejede gerne at forbyde begyndere at se, når han spillede! Han var effektiv og fik et passende handicap med tiden, men hans stil var og blev uefterlignelig.

Køllen kom sjældent længere bagud end at han kunne holde øje med den, men til gengæld blev den ført igennem, så bolden lå lige så langt ude, som enhver andens!

De sidste år lagde han spillet væk – han skrantede rent ud sagt, men han blev til gengæld et uundværligt billede i klubben, siddende på sin plads ved damernes omklædningsrum med et lille hof omkring sig hver frokost.

Han var inkarnationen af ”The oldest member” fra Woodehouse´s berømte golfbog. Hvis hans gamle Pickup ikke holdt udfor klubhuset klokken 12, så var verden af lave!

Han skrantede nok, men han blev aldrig affældig, og hvis der blev for meget pjat på vores generalforsamlinger, så var det befriende at se Piper rejse sig og med et par gode eder og praktiske ræsonnementer bringe os ind på fornuftens vej!

Piper ligger nu på Tårnborg Kirkegård, men hans ånd vil forhåbentlig altid svæve over jorderne hér og mane os til sund, praktisk fornuft.

Jeg vil altid synes, han hviler sig og nyder udsigten fra denne mindesten!

4. november 1994

Arne Jørgensen

Scroll to top