a6f1b48e64d543ca736522a1d445370a.jpg
Vedtægter

Vedtægter

 

Vedtægter for Korsør Golf Klub

Klik her for PDF til udskrift

§ 1

Klubbens navn er Korsør Golf Klub, og dens hjemsted er Slagelse kommune. Klubben er stiftet den 5. november 1964. Klubbens formål er at etablere og forestå driften af en golfbane og organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golfspillet under de bedst mulige forhold.

Klubben skal være medlem af Dansk Golf Union (DGU).

§ 2

Klubben respekterer de af Dansk Golf Union (DGU) og Danmarks Idræts Forbund (DIF) fastlagte betingelser for medlemskab, samt disses vedtægter regler og andre bestemmelser.
Der optages kun aktive medlemmer.
Indmeldelse skal ske til klubben. Bestyrelsen kan periodevis begrænse tilgangen af aktive medlemmer af kapacitetshensyn. I så fald føres en tidsprioriteret venteliste.

For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler, samt de af bestyrelsen med DGUs godkendelse fastsatte lokale regler.

Fastsættelse af medlemmernes handicap sker i overensstemmelse med DGUs handicapsystem, og tildeling af slag i handicapturneringer og –matcher sker i henhold til det af DGU fastsatte slope-system.

Klubben respekterer DGUs regler for frit spil for ihændehavere af Nordisk- og DGU-kort.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som den finder nødvendige af hensyn til spillets afvikling og ordenens opretholdelse inden for klubbens område. Overtrædelse af disse bestemmelser eller vedtægterne kan af bestyrelsen straffes med karantæne, eller i gentagne eller i grove tilfælde med udelukkelse af klubben, idet afgørelsen om udelukkelse af medlemmet dog kan kræves forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamlingen har dog ikke opsættende virkning.
Generalforsamlingens afgørelse kan af spilleren indbringes for DGU’s Amatør- og Ordensudvalg.

§ 3

Det årlige normalkontingent fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling for følgende medlemskategorier:

1. Juniorer (til og med det kalenderår, hvori man fylder 21 år). 2. Seniorer (fra og med det kalenderår, hvori man fylder 22 år).

Bestyrelsen bemyndiges til at foretage justering af det af generalforsamlingen fastsatte normalkontingentet, primært gældende for nye medlemmer i indmeldelsesåret.

Æresmedlemmer samt livstidsmedlemmer betaler ikke kontingent.

Bestyrelsen kan oprette nye medlemskategorier efter behov, og fastsætte kontingentet for disse med udgangspunkt i det af generalforsamlingen vedtagne normalkontingent, herunder f.eks. senior+, fleksmedlemskaber eller medlemskaber rettet mod særlige grupper.

Medlemskontingentet betales i to rater. Første rate, svarende til 50% af sidste årskontingent, forfalder pr. 1. oktober i budgetåret, mens restkontingentet forfalder pr. 1. januar i budgetåret.

Medlemskab af klubben er bindende for kalenderåret. Udmeldelse af klubben eller overgang til anden medlemskategori er omkostningsfri, og skal meddeles skriftligt klubben inden den 10. december for det følgende kalenderår - efter denne dato kan udmeldelse og overgang til anden medlemskategori kun ske mod et af bestyrelsen fastsat gebyr.

Kontingentrestance ud over tre måneder medfører automatisk eksklusion af klubben efter påkrav. Genoptagelse af medlemskab kan tidligst ske, når eventuelle restancer er betalt.

I særlige tilfælde kan bestyrelsen dispensere fra ovenstående regler.

§ 4

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling afholdes i Slagelse kommune hvert år inden udgangen af november måned. Indkaldelse skal ske senest den 15. september via et eventuelt klubblad og opslag i klubhuset og offentliggørelse på klubbens hjemmeside på internettet. Endelig dagsorden til generalforsamlingen udsendes ikke til medlemmerne, men kan hentes fra hjemmesiden eller afhentes i klubhuset fra og med 14 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen udenfor bestyrelsen valgt dirigent. Kun aktive medlemmer, og som ifølge dansk lov er myndige, er stemmeberettigede med hver én stemme. Stemmeret kan udøves ifølge fuldmagt, dog kan intet medlem afgive mere end 1 stemme ifølge fuldmagt.

Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal (flere stemmer for end imod), hvor nærværende vedtægt ikke foreskriver andet.

Såfremt mindst 10 stemmeberettigede personer ønsker det, skal skriftlig afstemning finde sted.

Ved valg af formand, bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning og følgende afstemningsmetode:

Der stemmes om samtlige ledige poster på én gang. Hver stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges, og kun med én stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes mellem kandidaterne med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 50 stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring til bestyrelsen derom med angivelse af forslag, der ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden fire uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelsen sker med mindst otte dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Over forhandlingerne på generalforsamlingerne føres protokol, som underskrives af dirigenten.

§ 5

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

 1. Valg af dirigent

 2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år

 3. Fremlæggelse af revideret regnskab

 4. Forslag til budget og fastlæggelse af medlemskontingent og indskud

 5. Behandling af indkomne forslag

 6. Valg af formand

 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer

 8. Valg af suppleanter

 9. Valg af revisor og revisorsuppleant

10. Eventuelt

Forslag – dog ikke til personvalg - fra medlemmerne skal, for at kunne behandles på en ordinær generalforsamling, være indgivet skriftligt til klubben senest den 15. oktober.

Forslag fra medlemmerne og bestyrelsen skal anføres i dagsordenen til generalforsamlingen.

§ 6

Bestyrelsen består af syv medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således: Med formand, som vælges i lige år, 3 bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen på henholdsvis lige og ulige år.

Foruden bestyrelsen vælges 2 suppleanter, der skiftevis er på valg hvert andet år.

Revisor og revisorsuppleant vælges henholdsvis i lige og ulige år for 2 år ad gangen.

Valgbar til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer.

Indtræder der vakance i årets løb, kan bestyrelsen blandt suppleanterne vælge et eller begge medlemmer til at fungere indtil næste generalforsamling.

§ 7

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og kasserer, og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen kan udarbejde nærmere retningslinier for f.eks. gæstespil, passivt medlemskab, langdistance medlemskab, æresmedlemmer og livsvarige medlemmer m.v..

Over bestyrelsens forhandlinger føres protokol.

§ 8

Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer beslutning i klubbens anliggender, herunder fastsættelse af green fee.

Klubben tegnes af formanden eller næstformanden i forening med et yderligere bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele det specialfuldmagter.

Køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver godkendelse af en generalforsamling.
For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue. 

§ 9

Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter dens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for.

Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinier for udvalgsarbejdet.

§ 10

Klubbens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.

Det reviderede regnskab sammen med budgetforslag for næste år bekendtgøres sammen med den endelige dagsorden til den ordinære generalforsamling. 

§ 11

Ændring af disse vedtægter kræver, at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer på generalforsamlingen stemmer for forslaget.

§ 12

Beslutning om klubbens opløsning herunder afvikling af klubbens formueforhold kræver, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af de 2/3 af repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt til alle medlemmer med mindst otte dage og højst 3 ugers varsel indkalde til en ny generalforsamling. Forslaget kan her vedtages med 2/3 flertal af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer uanset disses antal.

En eventuel overskydende formue/midler skal anvendes til det lokale børne- og ungdomsarbejde indenfor det lokale fritids- og kulturområde eller lignende.
I det omfang, der er modtaget anlægstilskud til golfbane eller klubhus af Korsør Kommune, skal et tilsvarende beløb, i det omfang der er overskydende midler hertil, overføres til Slagelse Kommunes disposition. Det samme gælder i det omfang, Korsør Golf Klub ophører med at virke efter sit formål og afhænder bane, klubhus mv. til andre.

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 5. november 1964.
Ændringer vedtaget på ekstraordinær generalforsamling

den 17. november

1971

den 6. december

1972

den 4. december

1978

den 19. december

1988

den 18. december

1991

den 16. december

1998

den 18. december

2000

den 9. december

2003

den 18. januar 

2005

den 23. januar

2006

den 29. november

2006

den 27. november   

2007

den 24. november

2008

den 24. november

2009

den 23. november

2010

den 6. maj

2013