Eliten - Golf Team Korsør



Golf Team Korsør har gennem årene gennemgået en transformation, senest som datterselskab under Korsør Golf Klub. Fra 2018 er det dog besluttet at Aps’et bag nedlægges og elitearbejdet kommer tilbage til Korsør Golf Klub. I den forbindelse etableres et nyt sportsudvalg.

Sportsudvalget er ansvarlig for elitearbejdet i KGK, herunder varetagelse af opgaver i forbindelse med afvikling af divisionskampene.

Sportsudvalget er organiseret med en bestyrelse på tre medlemmer, hvoraf et medlem er fra KGKs bestyrelse. Kontakten til spillerne varetages af sportsudvalget.

Udvalgets arbejde skal ske i tæt samarbejde med specielt juniorudvalget og klubbens øvrige udvalg.

Sportsudvalget har separat økonomi, således at de økonomiske rammer fastsættes i forbindelse med den årlige budgetlægning i KGK. Det er aftalt at de midler som tilføres fra Slagelse Kommune og Sports Team Slagelse samt sponsorer der er tilknyttet elitespillerne ene og alene benyttes til sportsudvalgets aktiviteter. Således at evt. overskud overføres til næste regnskabsår. Bogholderi m.m. udføres af KGK.

Udover afvikling af divisionskampe, er det også sportsudvalgets opgave at sikre at alle de spillere der indgår i Korsør GKs elitetrupper udvikler deres spil optimalt. Denne udvikling skal sikres ved at trænerteamet arbejder med alle dele af de enkelte spilleres spil: teknisk træning, fysisk træning, mental træning, course management, turneringsplanlægning samt ved at lære om optimale træningsmetoder.  

For at kunne modtage støtte til turneringsdeltagelse, skal der stilles stadig større krav til spillerne. Elitepillerne er rollemodeller for klubbens voksende juniorafdeling og fremover vil elitespillerne være en markant del af juniortræningen. Korsør GK bruger flittigt frivillige hjælpetrænere for at give juniorerne en sjovere træning, med større variation – med et meget større udbytte til følge.

Hvis spillerne bidrager til at skabe et attraktivt juniormiljø i klubben, udløser det ekstra støttekroner. Med andre ord skal der ydes før der kan nydes – til glæde for alle.

Sportsudvalget skal også arbejde tæt sammen med klubbens daglige ledelse med henblik på at afvikle en årlig Pro-Am turnering til glæde for klubbens spillere og sponsorer. Ydermere er det vigtigt at klubbens bedste spillere er synlige til alle sponsorarrangementer der arrangeres af Korsør GK.

Tak til vores sponsorer

Hovedsponsor

Guldsponsorer

Sølvsponsorer